England - onsdag den 13. maj 2015
Helvellyn
Dagens tur kaldte jeg kongeetapen. Vi skulle op på Helvellyn. Det 3. højeste bjerg i Lake District og England. 950 meter kun overgået af Scafell Pike og Sca Fell. Fra Keswick er det lidt bøvlet at komme til en god vandretur på Helvellyn, for det vil indbefatte lokale busser, der kører en pæn omvej, før de når start- og slutpunktet i Glenridding.
Min oprindelige plan om at stå meget tidligt op blev stemt ned af resten af selskabet. Så vi nød vores morgenmad i fred og ro og trillede afsted ved 9:30-tiden fra Keswick. Efter knap en times kørsel, først på en pæn stor vej og dernæst af mindre veje, kom vi til Glenridding, hvor vi hurtigt fandt frem til den store parkeringsplads, som jeg havde læst om. Det var en lidt spøjs måde, man skulle betale for parkeringen. Vi kørte bare ind. Et kamera havde fanget, hvornår vi ankom. Og når vi skulle afsted igen, gik vi bare til en automat, der kunne fortælle os, hvor meget vi skulle betale. Smart da!
For god ordens skyld fulgte vi Hr. Refsings råd og købte et kort over ruten, så vi ikke var i tvivl om ruten. Det var nu ikke så svært. Det var egentlig mest bøvlet at finde ud fra parkeringspladsen og ud af Glenridding, der kun er en lille by… Men snart var vi på ruten og så snart vi kom ud af byen, gik det opad. Og det gik opad! For dælens da også. Det var en sej start på dagens rute. Jeg regnede med at de største udfordringer var på de 2 bjergkamme, der skulle forceres før og efter selve bjerget Helvellyn. Men opstigningen var hård for os alle. Vi holdt en pause, da vi var et stykke oppe af bjerget og Lasse overvejede at gå tilbage. Hans ben var ikke med ham i dag, mente han. På klatreturen op af Mire Beck oplevede vi alle den ”dejlige” fornemmelse af, at vi nu kunne se op til toppen, hvorfra der måtte være nogenlunde fladt. Blot for at finde ud af, når vi kom et stykke længere op af stierne, så fortsatte opstigningen bag et lille fremspring og vi kunne se længere OP!
Opstigningen foregik i et astadigt tempo og vi nåede alle op til det punkt, hvor vi kunne se Helvellyn foran os med sne på toppen. ”Skal vi virkelig derop”, tænkte vi alle. Og det blev værre, efterhånden som vi kom nærmere de 2 udfordringer Striding Edge og Swirrel Edge før og efter Helvellyn. Først skulle vi op på Striding Edge. Det er en smal bjergkam, hvor man flere steder skal kravle hen over toppen, for at komme fremad. På begge sider af bjergkammen er der en svimlende udsigt dybt ned i en dal til den ene side og til en sø på den anden side. Vildt imponerende og også skræmmende. Lasse havde ikke helt den psykologiske barriere, der siger ”pas på, du kan falde ned her”, så han var i sit es og næsten fløj rundt frem og tilbage på klipperne, der udgør kanten (the edge). Vi andre tog det mere roligt, var nok mere pylrede og flere gange måtte vi ty til ”tøseruten”, en simpel sti, der var nogle meter nede på bjergsiden.
Efter at være kravlet og kantet os rundt på Striding Edge et stykke tid, fandt vi et lidt bredere plateau, hvor vi kunne spise frokost. Det var en mærkelig fornemmelse at spise frokost på et sted, hvor der var så vanvittig en udsigt. Foran os var opstigningen til Helvellyn og den så skræmmende ud! Striding Edge var vand ved siden af. Vi skulle op af en forholdsvis stejl bjergside, så det ud til. Det så så slemt ud, at vi overvejede at vende om, men tanken om at skulle kravle rundt på Striding Edge en gang til fik os til at tage chancen.
Inden vi nåede frem til ”bjergsiden” op mod Helvellyn, var der dog lige en speciel udfordring. ”The chimney” – Skorstenen. Det var vores eneste mulighed for at komme videre. En slugt med 5-10 meter forholdsvis lodrette klipper, som vi skulle nedad. Lasse var lidt foran os og han nåede hurtigt ned og var væk, før vi andre nåede frem. Da jeg nåede frem, var der en ca. 60 årig kvinde, der sad fast. Ikke som julemanden i skorstenen. Hun var skrækslagen og turde ikke kravle op eller ned. Hendes mand var åbenbart kommet op og han vimsede rundt om hende, for at guide hende op. Der gik lang tid og imens sad jeg og tænkte på, hvordan jeg skulle kravle ned. Jens Peter var også kommet ned. Men så snart hun fik samlet mod og kravlede op, skyndte jeg mig at kravle ned i skorstenen, for når sådan et par kunne kravle op, kunne jeg vel også komme ned. Og det gik jo fint!
Bjergsiden viste sig at være ”a piece of cake”. Lasse næsten løb op af bjerget. Der var nogle sprækker i væggen, som Lasse kunne bruge til at holde godt fast på vejen op. Vi andre havde set, at andre valgte en lille omvej, for at komme op. Det tog længere tid og det var en stejl omgang, men vi kom op og pludselig stod vi på toppen af Helvellyn. ”What a view, what a view”. Det var absolut turen og strabadserne værd. En fantastisk udsigt til alle sider. Vejret var fænomenal. Ikke en vind at mærke på toppen af England. Klart vejr overalt med nogle lette skyer. Bedre blev det ikke!
Da vi havde nydt udsigten et stykke tid, gik vi hen mod Swirrel Edge, der skulle bringe os ned med Red Tarn søen og videre ned mod Glenridding. Efter Striding Edge var der ikke så meget, der kunne skræmme os. Vi kravlede ned over klipperne og var forholdsvis hurtigt nede på en regulær sti, der førte direkte ned mod Red Tarn. Her gjorde vi et stop i det dejlige vejr. Vi var næsten løbet tør for vand og det var besnærende at fylde vandflaskerne med vand fra den klare kilde, der førte vandet væk fra Red Tarn. Jeg smagte på vandet og besluttede at tage chancen. Fyldte flasken med koldt vand. Så måtte vi se, om der blev dårlig mave af at drikke det.
Turen ned til Glenridding var forholdsvis lang. Det gik jævnt nedad i et par timer men vejret var med os og turen var rigtig dejlig. Da vi nåede frem til Glenridding, gjorde vi et stop ved pubben i udkanten af byen. En velfortjent pint gav kræfterne til at gå det sidste stykke ned til vores bil.
Aftensmaden blev indtaget på vores stam-pub ”Bank Tavern”. Vi blev enige om, at de måtte servere en god steak. Det gjorde de ikke. Et fladt stykke bankekød blev serveret på en støbejernstallerken, så kødet rigtig kunne blive ødelagt af varmen. Det nyttede altså ikke, at vi blev spurgt, hvordan vi ønskede kødet stegt… Nå, men Sneck Lifteren var der ikke noget galt med ☺
